I smukke Faar og Lam, som lystige og glade
I Græsset springer om, I Blomster, Løv og Blade
For Tanden overalt foruden Møye har,
For Tørsten til en Bek ret som Christal saa klar.
Hvad eders Skiebne er i Verden at misunde,
Hvor mangt et Menniske med eder, om hand kunde,
Ret gierne byttede, paa det hand, saasom I
For Lengsel, Suk og Graad og Hierte-Sorg var fri.
Forlaarne Ønsker I har aldrig lært at giøre,
I reene Siæle har, som U-dyd ey kand røre,
Ærgierighedens Trøst, Bagvaskelse, falsk Dom,
Forræderi og Had i dennem aldrig kom;
Udi Eenfoldighed I med hinanden mages,
Blant eders Kierlighed den gives og den tages,
Som det Naturen bød udi Begyndelsen,
For Kierlighed I strax faaer Kierlighed igien.
Enddog Naturen her i eder ey indlivet
Fornuftens Vid og Skiel, som den os haver givet,
Fortryder ey derpaa, I smukke Faar og Lam,
Den Fordeel giør os tit stor Skade, Spot og Skam,
Hvad hielper vor Fornuft? kand den os vel forsvare,
Mod Hiertets onde Lyst, som styrter os i Fare
Og Nød saa mangen gang? Ney den forblinder ret
Et Barn, ja en Drik Viin os den berøver slet.
Vi liden Aarsag har at rose og at prise,
Vor Klogskab og Fornuft, den kand os forud vise,
Det Onde os skal skee, det man kand ey undgaae,
Er det en Trøst i Nød, at man den forud saae?
Fornuften giør os viis, den veed os vel at føre,
Den Faren vil forbi med Hest og Vogne kiøre,
Men naar man meener best, at Faren er forbi,
Da er det mangen gang man sidder midt deri.
Den veed os mesterlig at mønstre og at plage,
Og med Fortvivlelse en fattig Siæl at nage,
I vor Samvittighed den raaber altid Vee.
Til alting siger ney, dog alting lader skee.
Den til vor Skade tit vor vrange Lyst adlyder,
Og med ald Strenghed os vor beste Gavn forbyder,
Den Allerklogeste, imens hand er et Barn,
Ald hans Fornuft da er kun Giekkeri og Skarn.
Naar hand den Alder naaer, at Udyd liflig smager,
Fornuftens Hielp og Raad ham da kun lidt behager;
Ja den ham ofte giør af Livet kied og tret,
Og, naar hand gammel er, saa mister hand den slet.
Ney smukke Faar og Lam, I maae os ey misunde
Fornuftens usle Brug; I har trofaste Hunde,
Hvoraf I meere Hielp mod Ulven kunde faae,
End vi af vor Fornuft mod Faren vendte maae.
Hvad andet har vi da vel frem for eder meere,
Hvormed vi Aarsag har at pukke og bravere?
Maa skee vor Ære-Stand, vor Skiønhed, Sølv og Guld,
Som vi har vundet tit med eders eget Uld.
Hvad hielper Høyhed os, Byrd, Blod og Ædel-Stamme,
Ved hvilket mangen een i Hiertet sig maae skamme,
At Lykkens blinde Gunst ham det for intet gaf,
Og hand sig ey giør værd den mindste Deel deraf.
Hvad hielper Deylighed, dertil et ærligt Rygte?
See! begge Deele tit os give nok at frygte?
Den første falder for den mindste Febers Brand,
Den sidste for en Skielms og Løgners hvasse Tand.
Ney, Høyhed, Sølv og Guld, Anseelse og Ære,
Forstand og Deylighed, og hvad det meer kand være,
Hvoraf man giør sig til, det aldrig lignes kand
Ved eders Roelighed, og eders søde Stand.
Nu smukke Faar og Lam, saa giører eder glade
Med Bækkens klare Vand, med Blomster, Løv og Blade,
I bedre Lykke har og Skiæbne, end som vi,
Ja! havde vi Fornuft, vi levede som I.