Solen gaaer ned; paa Akropolis’ Tinder
Hviler en tøvende Solstraales Glands.
Myldrende Flokke af Mænd og af Qvinder
Hvirvle sig der i en glødende Dands.
Underlig vildt og med sælsomme Fagter
Opad og ned de ustandselig bølge;
Solen forgylder de flagrende Dragter —
Det er Kong Xerxes’ straalende Følge.
Thi over Land, over Floder og Bjerge
Førte sit Folk han til Grækenlands Kyst.
Kjækt har Leonidas løftet sit Værge,
Sank dog med Staalet igjennem sit Bryst.
„Frem mod Athen! Hvo vil Hellas beskjerme?”
Fremad ustandselig fløi Myriader.
Hør, hvor de bruse, de talløse Sværme,
Ind i de tomme, gjenlydende Gader!
Nu er det Nat; men det lysner i Skyen,
Luerne skinne saavidt over Land,
Bringe en flammende Hilsen fra Byen
Fjernt til Ægina og Salamis’ Strand;
Der, hvor de Kjække, som Friheden værne,
Samles bag Træmurens vuggende Planker,
Der, hvor Hellenernes frelsende Stjerne
Sprang af Themistokles’ dristige Tanker.
Her er det stille; med svaiende Master
Ligge Triererne Seil imod Seil.
Kjølvandet bruser fra Baaden, som haster
Skummende over det gyngende Speil.
Thi Eurybiades heised sit Mærke,
Kaldte til Raad om de gryende Planer;
Hurtig Hellenernes Høvdinge stærke
Samles ombord hos den stolte Spartaner.
Aldrig vel skued, o Hellas! din Himmel
Stoltere Skare paa Feltherrens Toft;
Men som en Gud over Menneskers Vrimmel
Straaler Themistokles herlig og kjæk.
Trygt ham Athenerne følge i Døden;
Kun Aristides hans Lige de nævne.
Men hvor er han? Har han svigtet i Nøden?
Flygted han feig af det blodige Stævne?
Hist paa Ægina han vandrer landflygtig,
Fædrenestaden har Helten forskudt.
Var han ei tapper? i Raadet ei kløgtig?
Har „den Retfærdigste” Noget forbrudt?
Ja, han har fængslet Athenernes Blikke,
Folket han drog ved Begeistringens Varme.
Ligemand taalte Themistokles ikke,
Og han blev offret den Mægtiges Harme.
Raadet er sat; heel alvorlig er Stunden;
Hvor skal man møde de persiske Mænd?
Her for Athen? eller Anker fra Grunden
Lette og styre til Landtungen hen,
Hist ved Korinth, hvor den truende Fare
Samlede Peloponnesernes Flokke?
Qvinder og Mænd ikke Kræfterne spare,
Muren de bygge af vældige Blokke.
Rappe som Sværdhug, skarpe som Staalet
Ordene falde i Grækernes Raad.
Dobbelt er Veien, som fører til Maalet,
Maalet dog eet, er en frelsende Daad.
Striden er varm; til Themistokles iler
Frygt de Stridendes spørgende Blikke.
Roligt hans Øie paa Havfladen hviler,
Larmen omkring sig ændser han ikke.
Tankefuld stirrer han ud i det Fjerne,
Mønstrer med Blikket det rullende Hav.
Øiner han hist vel en frelsende Stjerne?
Eller i Dybet en skjærmende Grav?
Nei, men som formløse Taagepaladser
Dunkelt langs Salamis’ Kyster han skuer.
Klarere stiger de gyngende Masser,
Herligt hans Øie, det straalende, luer.
Tys, hvad er det? Over Vandene bruser
Dæmpede Toner fra Salamis’ Ø.
Stille! Et Aareslag Havfladen kruser,
Piilsnar en Baad skyder frem over Sø.
Langs med Trierernes vuggende Stavne
Tyst og forsigtig for Aarerne glides.
Undrende hører Themistokles nævne
Sagte sit Navn og seer — Aristides.
Hil dig, du Herlige! Evigt skal skinne
Prægtig paa Grækenlands Himmel dit Navn.
Broderlig Haanden du rakte din Fjende,
Glemte dig selv for dit Fødelands Gavn.
Dunkelt i Natten af Heltene høie
Omridset sig imod Baggrunden malte,
Hvor Aristides sit rolige Øie
Stolt paa Themistokles fæster og talte:
„Os monne evige Guder beskjære
Altid at kjæmpe i Daad og i Ord.
Sikkrest dog skjænker udødelig Ære
Kampen for Frihed og Fædrenejord.
Den, som vil varmest med Kløgt og med Styrke
Tjene sit Fædreland, han er den Bedste,
Derfor jeg kommer i Mulm og i Mørke
Dig som Hellenernes Høvding at gjæste.
Thi du maa vide, den persiske Flaade
Hisset bag Salamis Sundet har lukt.
Tusinde Seilere, Skibe og Baade,
Styre alt ind i den spærrede Bugt.
Seer du histude den graanende Stribe?
Dunkelt den sig over Havet udbreder.
Det er Kong Xerxes’ talløse Skibe,
Veien herfra er nu lukket for eder.”
„Vigtigt og godt er det Bud, du os melder,”
Svarer Themistokles, „ret har du seet;
Ikke dog er det mig nyt, du fortæller,
Selv har jeg virket, at saa det er skeet.
Førerne vakled; jeg Budskab da sendte
Kongen om Grækernes stridende Leire,
Raaded ham ikke med Angreb at vente —
Nu har jeg tvunget mit Folk til at seire.”
Nu stiger Maanen med Lysglands i Følge;
Piilsnar en Baad skyder bort over Sø.
Tydelig tegner sig alt over Bølge
Talløse Snekker langs Salamis’ Ø.
Havbugten lukker tætslyngede Belte,
Snart høres Persernes Larmen og Raaben,
Høit flammer Modet hos Grækernes Helte.
Herlige Frihedens Kjemper, til Vaaben!
Bølgerne glide, og Snekkerne vugges
Endnu, hvor Grækerne kjæmped og vandt.
Lundene grønnes, og Blomsterne plukkes
Der, hvor dem Qvinderne Krandsene bandt.
Salamis svømmer paa Bølgen den blanke,
Kjækt seer Akropolis ud over Havet.
Kjemper for Frihedens hellige Tanke!
Aldrig jert Minde skal vorde begravet.
Fædreland! deilig med Søer og Lunde
Ligger du, kastet i Bølgernes Favn.
Fjernt over Hav, over gyngende Sunde
Bar dine seirende Snekker dit Navn.
Men om dit Bryst har en lurende Fjende
Baandene slynget med Magt og med Rænker,
Sluttet som Hellas i Bugten dig inde.
Naar vil du bryde de strammende Lænker?
Naar en Themistokles villiefast lægger
Op imod Vinden det knagende Roer,
Naar Aristides sin Dødsfjende rækker
Haanden til Kampen for Fædrenejord,
Da skal du dræbe den knugende Slange;
Frit skal du hæve dit Hoved med Ære;
Da skal du leve i Digterens Sange,
Evigt som Hellas’ dit Minde skal være.