Det egentlige Ord
(efter Kellgren).
(efter Kellgren).
Skilt fra sin ømme Elskerinde
Faldt stakkels Corydon i Raserie,
Og — tænk, hvor dybt han stak deri! —
Han sammenjaskede en Elegie,
Og iler at et Selskab finde,
Hvor Piecen — kanskee altfor frie
For Tanker, Riim, og Harmonie —
Kan, ved Kritikens Hielp, meer Skiønhed vinde.
Sig laurbærkronet han alt seer i Aanden,
Og med sit Manuscript i Haanden
Begynder saa: ”O grumme Huus,
”Som indelukker min Lucinde! —”
”Tilgiv!” — saa afbrød ham en Kritikus —
”Kritiken er jo Digterens Veninde?
”Tilgiv mig da: mig synes Ordet Huus
”Ei røber en anstændig Digter-Ruus;
”Det er for plat; bær ikke Elegiens Stempel;
”Hvad om De satte, for Exempel:
”Et Taarn, et Slot; og lidt om Røverie?
”Saa traf De bedre Digter-Tonen,
”Og fik lidt meere Kraft i Expressionen! —”
”For Diævlen! — raabte Author — kiere Mand!
”Jeg troer, at Fanden ham skinbarlig rider;
”Vil han, at jeg skal binde an
”Med Stadens strænge Politie?
”Viid: hun i Spindehuset sidder!”
P. A. Heiberg.