Skarpt som Rovfuglnæb mod Luften,
fast som stille Værd mod Frase —
saa for Tanken som for Synet
staar en Mand af jødisk Race.
Bøjet som en Ahasverus,
men af Tid kun, ej af Vandring,
saas han Aaring efter Aaring
næsten uden al Forandring.
Stedse milde stirred bag hans
Briller blaa de Øjne svage —
Luften om ham, det var Luften
fra hans store Madvigs Dage.
Barn af Roma, Barn af Juda,
Barn af Danmark, af vor Moder —
for sig selv har aldrig nogen
bedt et Hjem om færre Goder!
Samler af forgemte Skatte,
Ven af Snurrepiberier —
rørt hans Stemmes Klang jeg mindes,
nu da den for evigt tier.
Fjærnt fra Jorsal, fjærnt fra Tibur
skal han sødt i Danmark blunde,
han, der husked alle Blades
Sus i Modersmaalets Lunde.
Og i Kvælden drysser Sangens
dyre Blomster nu paa Graven,
hvor den gamle, stille Ædling,
træt af Aar, har nedlagt Staven.
Men naar Syd- og Østvind toner
om de mørke Tuers Kamre,
bringes der ham end en Hilsen —
Bud fra Forum og fra Mamre.