Kom nu, du stovte Jyde,
og tag dit Regnebræt —
og hør din Hyldest lyde
fra en fra Videslet.
Maaske blandt Bakker brede
sang andre bedst din Pris
paa Blichers gamle Hede
i Dagens Morgendis.
Men alle vi forlanger
dig lyst i Kuld og Køn,
for du er Danmarks Sanger,
skønt du er Jyllands Søn.
Ej blot for dine egne
du løftede din Røst —
man hørte alle Vegne
din bedste Sang med Lyst.
Dens Toner var saa friske,
som Lærken kan dem slaa
med Hulk den kunde hviske
som Klunk i Karup Aa.
Og vilde faa kun lytte
til Sang fra alfar Vej,
i Hybel og i Hytte
man hørte dog paa dig.
For blandt os var der ingen,
som var saa skæmtefro —
og Hjærtets Slag i Bringen
var mandigt mindetro.
Vort Land, som er saa lille,
men hævded sig saa tit,
har fostret mangt et Snilde,
og mindst var ikke dit.
En anden Hedens Lærke
i fordums Tid der var.
Den steg paa Vinger stærke —
nu stiger der et Par.
Og har den bedre ejet
af Digt, den danske Vang,
mens Himlens Vogn har drejet
med Knækket paa sin Stang?