Der var en Tid, der vakte
min Drift mod dyre Maal.
Der var en Haand, der mig rakte
Forsagelsens dybe Skaal,
og end i Brystet stak det
med Nagets rustne Naal.
Men fremmed, lys og broget
griber du, Stad, mit Sind.
Noget er nyt og noget
furet af Vold og Svind,
og alt er krinklet og kroget
og evigt ud og ind.
Forvitrede Mure dukker
op i hveranden Krog.
I skønne Ruiner sukker
Sang paa et uddødt Sprog.
Jeg lytter og jeg lukker
den røde Rejsebog.
Og anende jeg fornemmer,
det kommer, hvorom jeg bad.
Jeg mærker, min Sjæl sig stemmer
forventningsfuld og glad.
Jeg mærker, at jeg glemmer
mig selv i denne Stad.
Mest du, St. Karin, byder,
hvad ingen mig for har budt,
naar Sol ind i dig bryder,
hvor Tag og Mur er brudt.
Jeg lever og jeg nyder
hvert eneste Minut.