Tubalkain var bleven hundrede Aar, og hans unge Broder Jubal gik ham til Haande i Smedjen, hvor han var ham til megen Nytte; men naar Jubal arbejdede alene, faldt han tit saa dybt i Tanker, at han lod Ilden gaa ud.
Men ingen vidste, hvorpaa Jubal tænkte.
En Aften, da Solen var gaaet ned, stod Jubal længe og saa mod det Sted, hvor den var forsvunden. Ilden paa Essen var slukket; han havde lænet Hammeren mod Ambolten og sin Kind mod Hammerens Jærn, og han sagde til sig selv:
Ja, jeg vil gaa, som Solen gaar, tilbage
til svundne Tiders og til Livsens Jord.
Did hulker mig min egen tunge Klage —
det eneste, der nu i Eden bor.
Det fandt jeg paa min gamle Faders Læbe,
at dette Land skal ligge vest for Nod,
det fandt jeg paa min gamle Faders Læbe,
at ingen levende min Sjæl forstod.
Men dog — det Land er til — jeg ser det vides
mod Øst og Vester og mod Nord og Syd;
dér aandes let, og dér kan intet strides —
men aldrig er der nogen Læbes Lyd.
Nu falder Aftensol derpaa og svales
i høje Liders rene, klare Luft,
og den er dragen fra de dybe Dales
frodige Grønt og store Blomsters Duft.
Der bruser Bølger gennem friske Sletter,
den fyldte Flod bærer den lette Vind;
dens Dyb er klart som maanerene Nætter
og kølt som Jærn, jeg lægger mod min Kind.
Det suser venligt i den vide Have,
der yded mine Fædres Fader Læ,
da han var fri for Synd og god for Jahve —
men der er Stilhed omkring Livsens Træ.
Tubalkain (kommer).
Du staar igen og stirrer som forleden,
Ilden er slukket, Jærnet koldt — og Du?
Jubal.
Jeg tænker.
Tubalkain.
Hvorpaa tænker Du?
Jubal.
Paa Eden.
Tubalkain.
Saa slaar Gud Herren Dig med Sorg og Gru
O Jubal, tænk paa Slægtens lange Jammer,
den stred med Marken, førend Du blev fød.
Jeg lod mit Hoved tjene Haand og Hammer —
det er vor Lod at skaffe Munden Brød.
Jubal.
Naar, Broder, jeg er træt af Dagens Møde,
jeg kan ej kvæges nok af Brød og Vand;
saa vil jeg høre Ord af dem, der døde,
og Eders Tale om det lyse Land.
Tubalkain.
Jeg husker, dengang jeg var ganske lille,
vi sov paa Jorden og gik klædt i Skind.
Jeg mindes, tit naar det var sort og silde,
at trætte, uden Føde vi sov ind.
Dreng blev jeg, og jeg mødte Angst i Øje
for Rov, naar Lykken var den ene god —
jeg hørte Skrig mod Herren i det høje,
om atter nye Trængsler for os stod.
Jeg hørte Tale om vor Stammes Fader,
men tungt det lød, som Broder Broder slog,
og Sorg jeg læste i de mørke Lader
for Tiden, som vi nu i Møde drog.
Mand blev jeg — led — og kunde ikke sove;
jeg skærped Jærnet tyndt, saa dybt det skar,
og mine Økser spalted tætte Skove,
og Veddet gav os Flamme varm og klar.
Nu furer Ploven Jord, og Himlen dugger,
og Markens Grøde vi til Hjemmet bær —
og naar ved Aftenstid min Dør jeg lukker,
da føler jeg, Gud Herren er mig nær.
Saa følg med os til Fremtids bedre Dage,
søg ej de svundne, hvor kun Sorgen bor.
Jubal.
Nej, jeg vil gaa, som Solen gaar, tilbage
til svundne Tiders og til Livsens Jord.
Jeg er som Blomsten paa den haarde Ager,
naar ingen Vande siver om dens Rod,
for Eders Glæder, det er mine Plager,
og Eders Braad er Tornen i min Fod.
Jeg kommer, øm i Armen, sort af Soden,
mod Tvæt jeg længes — det er Aftenstund.
Jeg stirrer ud, hvor Sæden glinser moden
og Hyrden samler Hjorden med sin Hund.
Da glædes jeg ved Farven og ved Freden;
men vil jeg skifte Ord med Jer derved,
kun Maanens Ring og Svalens Flugt mod Reden
I tyder, og hvis Solen rød gik ned.
Et Sted jeg vilde — et, hvor ingen Morgen
opskræmmer Sindet, før det gaar til Ro,
hvor i den dybe Nat man gyder Sorgen,
og Øjet tør paa Aftensolen tro, —
hvor ingen Tørst skal mine Længsler dræbe —
de stilles af den rene, fulde Flod.
Det fandt jeg paa min gamle Faders Læbe,
at dette Land skal ligge vest for Nod.
Min Sjæl er stille Smil, naar jeg det tænker,
den gaar foran mig til det fjærne Land,
og tit, naar Aftensolen ned sig sænker,
jeg synes, at jeg er den første Mand,
jeg hører Susen fra den store Have,
sorgløs jeg grunder under gamle Trær —
og naar jeg takker varmt for Drømmens Gave,
da føler jeg, Gud Herren er mig nær.
Næste Morgen drog Jubal ud for at opsøge Eden.