En Perle jeg kjender, saa reen og saa skjøn,
ei blot hos den Rige den hviler;
men ofte den eies af Armodens Søn,
og venlig til Alle den smiler.
I Ulykkens Time, i Kummer i Nød,
naar Barmen omspændes af Smerte,
da ruller den ned i den Lidendes Skjød,
og letter det qvalfulde Hjerte.
Naar Glæden den bruser og stormer saa vild
i Barmen med qvælende Hede,
da nedtriller Perlen saa lindrende mild,
og vinker den sandere Glæde.
O, venlige Perle! du Møen gjør skjøn,
og Øiet fortryller du saare;
tit lover du Elskeren Kjærligheds Løn,
du rene og himmelske — Taare!