Naar Lykken tilsmiler, og Alting gaar med,
Er Vennerne næsten for mange.
For da er der Fordel og Glæde derved,
Det saa jeg de tusinde Gange.
Naar Lykken forandres, og Alt gaar imod,
Forandres og Vennernes Hjerte,
Og den bliver gram, den, som fordum var god,
Det saa jeg saa ofte med Smerte.
Men Gud være lovet, der er endnu dem,
Der svigte os ikke i Nøden.
Held den, der har mangen en Ven i sit Hjem,
Der trofast ham elsker til Døden.