Lad Tydsken kun true med Overmagt
Og Udaad og Voldsdaad øve;
Hvor Istedheltenes Ben er lagt,
Der rejste de Danske en Løve.
— Der staar to Løver i Slesvigs Skjold
Og tre i det danske Vaaben,
Og alle som en er fra Hedenold
Omsluttet af Kongekaaben. —
Lad Tydsken kun huse til Ejderen,
For Nordens Enhed skal borge
Den Løve i Sverrigs Vaaben og den
Med Hellebarden fra Norge.
Lad Ørne kun flyve omkring paa Jord
Og Boskab og Troskab røve,
Det høres skal, at der er i Nord
En stærk og levende Løve.
Det mærker jeg, naar den danske Mand
Gaar bagved Ploven og nynner;
Den er om Frihed og Fædreland,
Den Sang, hvorpaa han begynder.
Det ser jeg i Kvindens det høje Blik,
Paa Blomsten i hendes Lokker;
Naar dansk er al hendes Færd og Skik,
Os Intet i Verden rokker.
Jeg ved, hvad han tænker, den lille Pog,
Der sidder stille i Krogen
Og maler med Rosenblad Dannebrog
Paa Bindet af Skrivebogen.
Hvem skulde tro, at den Lille kan
Om Tyrfing og Skrep fortælle
Og ved, hvad det er som rigtig Mand
For Holger Danske at gjælde.
Jeg hører atter den gamle Sang,
Der lød paa Fædrenes Tunge:
— Det er saa dejligt i Skov og Vang,
Naar Store og Smaa den sjunge. —
Og Dansken griber sit Sværd og Skjold,
Som fordum i gamle Dage;
— Nu vaagne de Kæmper fra Hedenold,
Nu kommer Uffe hin Spage. —
Og disse Toner, vi nynne paa,
Og denne Daad, som vi øve,
Det er den Magt, der skal Tydsken slaa,
Det er den levende Løve.