Ingeborg Andersdatter Grytten (c. 1668–1705)

Fortrædelig Verden/ hvad est du nu tung!

        Du har mig tit ængstet og skræmmet/

Din Frugt har jeg prøvet/ end dog jeg er ung/

        Mig har du ret spæget og tæmmet/

De rasende Folck/ som dog have dig kier/

        Hvad er de da seendis blinde/

Af mig du vorderis i Værd ved en fiær/

        For den/ jeg dig ey vilde vinde.

Din beste Confect det er Sorrig og Synd/

        Forfølgelse/ Hofmod/ U-lycke/

Saa Guds Børns Glæde den i Verden er tynd/

        Hver vil nu hin anden fortrycke/

Og den/ som af Kaarset mest haver sin Part/

        See den vil de allerhelst tynge/

Hudflenge med Tungens forgiftige fart/

        Løgn/ Sladder paasættes i klynge.

Ja den/ de med Øynene aldrig har seet/

        Med Løgn de saa konstig afmaler/

Saa jeg maa bekiende jeg har og haft mit/

        Af mangen forgiftig Bagtaler/

Ja de/ mand af Hiertet helst mener alt got/

        De Tungen forstaber til Svøber/

Ret lystig da pidsker med Løgn/ Had og Spot/

        Gud naade den Spidsroden løber.

O Gud!/ som dog veed deres Anslag og seer/

        Hvad Ondskab de haver i Sinde/

Jeg ved du dog ad deres Daarlighed leer/

        Og har mig/ din Skabning/ i Minde/

Hvi skulde jeg lade anfægte mig da

        De giftige Slangers Bagtale?

Af Naade skal Gud mig dog redde derfra/

        Jeg vil hannem Sagen befale.

Brug derfor kun lystig din ædderfuld Mund

        Jeg haaber det lyckes dig ilde/

Lad Tungen kun løbe med Sladder i tund/

        Ved andres Fortræd du dig kilde/

Thi Sorrig/ Ulycke du fører i Skiold/

        For nu er din Tid at regiære/

Du pruncker udvortis er indvortis Trold/

        Med Smiger kand du dig staffere.

Med billighed kand jeg nock ligne dig ved

        De udpynted kalckede Graver/

Der uden paa statser er dog fæl og leed/

        Forraadnelse indentil haver/

Ach Verden! hvad est du paa samme Maneer/

        I Syne ey saa som i Rønne/

Flatering og Sleckhed du nocksom beteer/

        Med Løgn du dog sidst monne lønne.

Naar Vognen den hælder da er ingen Skort

        Paa dem/ som kuldkaster med Vælde/

Naar Sorgen gaar ind/ saa gaar Vennerne bort/

        Ey Venskab da meere kand gielde;

Men naar mand opstiiger paa Vellystens Treen/

        O! da har mand mange/ sig kiender

De som da tilforne har giordt dig mest Meen/

        Vil da være Venner og Frænder.

Men du faar dog engang vel smærtelig see/

        Hvor vel Gud for sine det laver/

Den Grav/ du har gravet din Næste til Spee/

        Giør hand at du selver i traver/

Thi Falskhed sin HErre paa Halsen dog slaar/

        Forsøg kun/ hvad gielder du sander/

Din Løgn dig skamferer/ naar Sandheden klar

        Frem skinner og hid til os lander.

Derfor o Menniske tænck dig nu om/

        Før du saa din Næste belyver/

Besee dig først selv/ før du fælder din Dom

        Om andre/ om du est saa syver/

At lastværdig Ting ey kand findes hos dig/

        Du finder vel Fauter/ hvad gielder/

Saa du tør vel glemme de andre med mig/

        Hvis Lyder udstilles i Bielder.

Naar du seer din Næste i Sorrig er sted/

        Da fryd dig ey ved hans U-lycke/

Betænck Gud har selver en Finger i med/

        Slaar/ Læger/ alt efter sit Tycke/

I Dag er det mig/ udi Morgen og dig/

        Det er som hans Almagt behager/

Thi Guds Domme ere ubegribelig/

        Hans Naade dit Beste dog mager.

Tænck ogsaa den samme din Næste har lagt

        I Kaarsets bedrøvelig Skole/

Hand haver jo over dit Legeme Magt/

        Saa og det du monne paastole/

Lad være sig deylighed/ Rigdom og Pragt/

        Velyndere/ Mund-Venner mange/

Vil Gud ikkun bruge sin Magt/ som er sagt/

        Saa kand du vel og blive bange.

Kand du heller nogen undfly fra Guds Haand?

        Ney! ingen/ hvor høyt de end pucker

Brug Træskhed/ brug Ræncker/ brug alt hvad du kand/

        Til Gift Gud kand vende dit Sucker/

Ydmyge dig kun for Guds vældige Magt/

        Du som nu Kaars-Fangen bedrøver/

Det kand sig vel hende du og blir foragt/

        Og Gud med det samme dig prøver.

Om du gaar i Verden u-øvet og fri/

        Lyksalig du dog ey skatteris/

Jo meere du syndig forhærdis her i/

Dit Synde Register formeris/

Bed heller at HErren vil tugte dig her/

        Og dig udi Ævighed spare/

Thi Døren den ligger ved Nøden fuld nær/

        Fra Helvede Gud os bevare.

Thi den Tids Piinagtighed/ vi lider her/

        Ey lignes ved Himmelens Glæde

Som alle Guds Børn fornemmer da der/

        Naar Gud selv vil dennem iklæde

Retfærdigheds Klædebon deilige Ziir/

        Og Hoved kroner med Ære/

I Haanden leverer dem Saligheds Spiir/

        O! hvad vil vi meere begiere.

O! Salig er du/ som leed Angist og Spot

        I Verden/ mens du saa belønnes/

Med Ære og Glæde i Himmelens Slot/

        De tørre Been der igien grønnes/

Hvad bedre Forvexling kand mand ønske sig/

        End Sundhed for Siugdom og Smærte/

Og Engle-reen blive for Synd og for Svig/

        Som tit nu besværer vort Hierte.

Vend Synder/ vend om til den naadige Gud/

        Fly hiertelig ind til hans Naade/

Giør ey som tilforne/ belee den ey ud/

        Som stædes i Sorrig og Vaade/

Lad være sig det er din største U-Ven/

        Hans Nød være dig som din Egen/

Fortien hand det icke/ sin Løn har hand hen/

        Hand roser vel icke af Leegen.

Barmhiertige Fader gif mig og enhver

        Din Hellig Aandes Bistand og Naade/

Got Taal/ naar vi pidskes af Tungernes Sværd/

        At vi ey derved maa geraade

I Avind og Vrede/ i Trette og Kiv

        Som tvert imod dine Bud strider/

Om vi end belyves paa Ære og Liv/

        Gif vi det taalmodelig lider.