Med gustne Kinder og fugtigt Haar,
Med værkende Muskler og slappe Arme
Han endnu mod Aften ved Pressen staaer,
Og den klumre Luft mod hans Lunger slaaer,
Han stønner af Træthed og Varme.
Det Hjul, som han støtter saa tungt sig ved,
Han drejed og drejed, mens Dagen led.
Helt sælsomme Sager blev trykt idag —
Han køler mod Jernet sin hede Pande —
Der ligge de, Arkene, Lag paa Lag,
Jo, Pressen har arbejdet Slag i Slag,
Det maa nok hans Lemmer sande.
Treds i Minutten — hvert af dem tog
Sin Part af hans Marv, mens han Hjulet drog.
Han griber et; det er Digt og Sang
Om Kjærlighed, Skjønhed og Livets Lykke,
Om dugsprængte Blomster, om Skov og Vang,
Om Fuglenes Kvidder og Hjertets Trang,
Om Hjemmet og Arnens Hygge.
Papirerne prange paakryds og tværs
Med Solskin og Jubel i fagre Vers.
Da trænger en Taare til Øjets Rand:
»Den Slags kan man digte sig uden Ende!«
Saa folder han Arket, saa pænt, han kan,
Og tørrer fra Kinden det salte Vand
Og mumler bevæget: »Kan hænde —
Kan hænde til Slut dog den kjønne Sang
Vil varsle lidt Lykke for mig engang!«