Mølledam, der aldrig drejed
Hjulet paa en rigtig Mølle;
Thi det var jo kun en Pumpe,
Som stod Fadder og gav Navn, —
Mellem Havnens Moler skinner
Som Bassin din blanke Flade;
Men Du rummer ingen Skibe,
Og Du gjør ej mindste Gavn.
Du kan være smuk, naar Maanen
Sommeraftener bag Kirken
Sender Sølvglans over Byen
Og dens Billed i dit Spejl; —
Intet er Du dog mod Fjorden,
Dine Myg og dine Frøer
Kappes ej med rappe Maager,
Bølgeskum og hvide Sejl.
Naar en Vind Dig sagte kruser,
Dønninger henad Dig glide,
Og i Ringe Fladen brydes,
Mindes jeg min Barndoms Fryd:
Ned i stille Vand at stirre,
Slippe Tid og travle Tanker,
Drømmende hver Krusning følge,
Lytte til hver Klukkelyd.
Det er blidt at vegetere,
Dog med Fare for at raadne —
Mølledam, hvor Du kan stinke,
Mens Du slikker Sommersol!
Fyldes maa Du, maa forvandles
Fra Bassin til grønne Vange,
Ellers bliver Du for Byen
Et betænkeligt Symbol!