Hvor Solen skinner stærkt, og i Haverne idag
Af Vintergjækker er der næsten Vrimlen,
En Solsort fløjter ivrig fra Sparekassens Tag,
Og Lærker stige kvidrende mod Himlen.
Jeg hører en Brusen, hvor Tyvedalen snoer
Ind under Gadens Bro sin dybe Rende,
Og da jeg naaer dens Rækværk, jeg Øjet næppe troer:
Den lille Bæk er ikke til at kjende.
Den hele Vinter snegled den ynkelig afsted,
En Tankestreg, paa Lejets Bund begravet,
Og Byens Affald kunde den knap nok føre med
Paa Vejen ud til Fjorden og Havet.
Nu svulmer den og syder, en Bjergflod i det Smaa,
Som under Sneens Flager frem den hvisler,
Nu kan om Sten i Lejet den hele Hvirvler slaa,
Og under Broen klingende den risler.
Ja, Tyvedal, Du bringer om Vaar troværdigt Bud,
Et Billed paa dens gjærende Kræfter;
Nu rettes Ryg og Lemmer, nu aander Brystet ud,
Nu føler man, at Sommer følger efter.