Solen gik ned; paa Himlens Blaa dog gløder
Endnu det røde Skjær, — Skyer af Guld
Ovre ved Gjøl og Øland Blikket møder,
Og gyldent luer Barmers Bakkers Muld.
Blankt skinner Fjordens glatte, tyste Flade
Som Perlemor, Opal, som Sølverblade;
Paa grønne Holme i den stille Bugt
Slaa hvide Maager ned i Aftenflugt.
Solen gik ned; men Mulmet anes næppe —
Det er de lyse Sommernætters Tid,
Hvor Sløret over Kjærets Grønsværstæppe
Just lader Fjorden straale mere hvid.
Alt aander Fred; kun Aal faaer ingen Fredning,
Der tændes Blus paa Blus i Nibe Bredning,
Baad glider tæt bag Baad, med Flammebaun
Søgende efter Aalen fra hver Stavn.
Som Guldregn spejles Blussene i Vandet,
Mødes og skilles, krydse op og ned,
Et Hold histovre, tæt ind under Landet,
Et andet fiskende ved denne Bred.
Guldstænkt blev Perlemors- og Sølvervoven,
Og som et Gjenspejl blinker det fraoven;
Det røde Skjær fra Himlen langsomt svandt,
Mens klare Stjerner tændtes paa hver Kant.