Mit første originale Arbejde, Eventyrdigtet »Momo Taro«, udkom i Efteraaret 1891, og jeg har ønsket i den Anledning at udgive en ny Digtsamling, som skulde være et Udtryk for mit Livs vexlende Afsnit, som for mine skiftende Interesser. Ud fra dette Synspunkt maa Samlingen altsaa læses.
Faa og smaa var de ledige Timer, jeg kunde offre paa mit Debutarbejde. Regnskaberne i Finantsministeriet skulde passes, og min journalistiske Virksomhed med Boganmeldelser, Theaterkritik og Udenrigspolitik slugte Resten af Tiden, saa jeg i et helt Aar kun fik Ro til at skrive et lille bitte Afsnit paa godt og vel en Snes Verslinier. Der kom ikke bedre Kaar for original Produktion i de følgende Aar; thi da jeg forlod Finantsministeriet og Journalistiken, var den nye Virksomhed, jeg gik over til, Fængselsvirksomheden, af en saadan Art, at den en rum Tid maatte beslaglægge Sind og Tanker fuldstændig og lamslaa Lysten til at skrive Vers. Kun i Ny og Næ fik Pennen Lov til at lege med Rim og Rhythmer, og hvis ikke Reconvalescentstiden efter et alvorligt Sygeleje hos mig havde gjenfødt en gammel Tanke om at overføre de mest ejendommelige serbiske og bulgariske Folkesange paa Dansk, vilde jeg vel sagtens have ladet alle digteriske Tilbøjeligheder hvile for bestandig. I det lille Digt til Edm. Bügel Hartmann, sendt ham i Anledning af hans Digt »Ved det hellige Bjerg«, gjenklinger min Resignation i de Aar.
Der var dog et Omraade, hvor jeg gav de gamle Lyster frit Løb, naar Tilskyndelsen kom gjennem en Opfordring eller en passende Anledning. Lejlighedsviser og Smaavers har jeg skrevet i stort Antal, mest under Pseudonymer som »Mikkel Spunds« og lignende, og derfor har jeg ogsaa givet et lille Udvalg af disse Øjeblikkets Børn Plads i Samlingen. I Spidsen for dem har jeg sat Parodien »Et Sollysbillede«, ikke blot, fordi den er et af mine ældste Produkter, men ogsaa, fordi Bagatellen har sin egen, ret curiøse Historie. For 40 Aar siden, medens jeg endnu sad paa Skolebænken, blev den kradset ned i en Latintime hos den gamle Digter Edvard Lembcke, hvor jeg formodentlig ikke har følt mig tilstrækkelig fængslet af den latinske Sølvalders Forfattere, som vi da repeterede. Aaret efter var jeg Student og ivrig Medvirkende ved den store Bazar for de russiske Saarede i 1877, hvor jeg optraadte som Parthaver i et Voxkabinet, og da jeg tillige skulde bistaa min Klassekammerat, nuværende Professor Karl Larsen med at fylde en Bazaravis, der laante Titelen »Ruski Mir«, lod jeg Parodien faae Plads der. Den gjorde Lykke blandt mine Jevnaldrende. Billedhugger Søren Madsen, som senere opnaaede den lille Guldmedaille, men i Juni 1890 ved en Baads Kæntring kom ulykkelig af Dage i Kalvebodstrand, just som han havde faaet Rejsestipendium, modellerede et Relief til mig med Inskription til Forfatteren af »Gurkemeje«, og den nuværende Variétédirektør Lorry Feilberg betroede mig en Dag paa Vesterbrogade, at han havde komponeret Musik til Verset, en Komposition, jeg dog aldrig fik at høre. To Aar efter blev Parodien citeret i sin fulde Ordlyd i en saakaldet »Gemytlig Naturhistorie«, der udkom paa Stincks Forlag, men hvis Forfatter er mig ukjendt. Den største Overraskelse beredte dog min Ungdomsspøg mig, da jeg gjenfandt den i Forfatteren Martin Andersen Nexø’s Fortællinger »Muldskud« 1900, hvor den fremførtes som digtet af Hovedpersonen i Fortællingen »Bigum Træben«. Jeg skrev, da jeg var bleven opmærksom derpaa, til Andersen Nexø, at Parodien var min literære Ejendom, og modtog i December 1903 et Brev fra ham, hvori han udtalte, at det var en Selvfølge, at han ved eventuelt nyt Oplag af »Muldskud« strøg de nævnte Linier. Da tilmed en af vore Forfattere, som havde hørt om Controversen, i en lille Artikel i »Berlingske Tidende« 1907 med Overskrift »En Bazar for 30 Aar siden« omtalte Sagen og aftrykte Parodien med Tilføjelse af, at den var skrevet af mig, mente jeg, at jeg kunde være rolig. Men til min Forbauselse blev Versene paany optrykte i Martin Andersen Nexø’s »Bornholmer Noveller« 1913, stadig som forfattede af Bigum Træben, og jeg protesterede atter. Første Gang var Hr. Andersen Nexø i god Tro, idet han efter sin Forklaring ved en bestemt Lejlighed havde hørt Versene tillagte et bornholmsk Subjekt og Visemager, som svagt foresvævede ham, da han skrev »Bigum Træben«, og som vel sagtens atter har laant dem fra den nævnte gemytlige Naturhistorie. Anden Gang, maa jeg antage, er Versene komne med ved en Forglemmelse eller Misforstaaelse. For at det ikke skal ske tredie Gang, vedkjender jeg mig imidlertid nu her publice et solenniter Faderværdigheden til »Et Sollysbillede«, ogsaa kaldet »Gurkemeje«, og lyser min literære Førstefødte i Kuld og Kjøn med Indsigelse mod, at Nogen herefter berøver mig det lille Nor.
En betydelig Del af nærværende Samlings Indhold er Gjendigtninger, navnlig efter czechiske Digtere. Ogsaa til disse Digte knytter der sig en Forhistorie, som jeg benytter Lejligheden til at fortælle. Da »Dagbladet« i Begyndelsen af 1884 udvidedes med et Søndagsnumer, væsentlig med æsthetisk Indhold, skulde jeg i en Rubrik med Titel »Pailletter« bringe Smaating af udenlandske Forfattere, og senere i Løbet af samme Aar rettede Redaktør M. Galschiøt, som da havde overtaget Redaktionen af »Illustreret Tidende«, en Anmodning til mig om at sende ham lignende Bidrag. Jeg ønskede særlig at gjøre den danske Læseverden fortrolig med hidtil ukjendte eller lidet kjendte Forfattere, med Literaturer, der laa udenfor de europæiske Hovedsprogs for stærkt befærdede Landeveje, og under Bestræbelserne herfor fik jeg Kig paa den czechiske Literatur. Da jeg sendte mine første Oversættelser af nogle czechiske Digte ned til Prag, blev de modtagne med Glæde over, at der blev slaaet Bro mellem czechisk og dansk Aandsliv, og en livlig Correspondance indlededes mellem mig og en Række czechiske Digtere, Novellister og Journalister. Jeg kom til at spille en dobbelt Rolle, idet jeg ikke alene overførte paa Dansk czechiske Digte og Smaafortællinger, men ogsaa vejledede de czechiske Skribenter, som havde lært sig Dansk, med Hensyn til, hvad der af dansk Literatur kunde egne sig til Oversættelse paa Czechisk. Allerede i Juni 1884 havde jeg saaledes den Glæde at kunne præsentere I. P. Jacobsen en czechisk Oversættelse af hans Novelle »Et Skud i Taagen«, og jeg bistod i de følgende Aar efter Evne Digteren Kučera under hans Arbejde for at overføre Henrik Ibsens Skuespil og Digte paa Czechisk, hvilket en Efterskrift til hans Oversættelse af Digtene, der udkom 1898, bringer mig Tak for. Czechiske Blade og Tidsskrifter omtalte ret jevnlig mine Bestræbelser, Digtere som Jaroslav Vrchlicky og Karel Kučera tilegnede mig Digtninger, og skjøndt nu de fleste af de Mænd, jeg dengang knyttede Forbindelse med, er døde, har jeg endnu iaar ved Tilsendelse af Billeder og Bøger faaet at mærke, at jeg stadig har Venner i Bøhmen. Blandt mine Landsmænd var Statsraad Thor Lange den, hos hvem jeg høstede mest Paaskjønnelse for mit Arbejde. Han betegnede i et Brev mine Gjendigtninger som virkelige Oversættelser i Modsætning til hans egne, som han kaldte Paraphraser, og skrev bl. a. om min Oversættelse af Jaroslav Vrchlickýs »Satyrens Sang«, at jeg havde skilt mig ganske glimrende fra Gjengivelsen, at jeg som en Digter havde oversat en Digter, og at der ikke burde forandres et eneste Ord deri.
Af Gjendigtningerne har en Del tidligere været offentliggjorte i Foreningen »Fremtiden«s Nytaarsgave, i »Dagbladet« og i »Illustreret Tidende«; men Størstedelen forelægges først nu danske Læsere. Jeg har ved Udvalget af czechiske Digte ladet mig lede af Hensynet til, at der skulde gives et Billede af czechisk Digtnings Udvikling og Paavirkninger gjennem det nittende Aarhundrede, om ikke just fra dens første famlende Forsøg ved Aarhundredets Begyndelse, saa dog fra en saa tidlig Periode, at baade Fremskridtet og Forbindelsestraadene til europæisk Literaturs samtidige Strømninger kunde skjelnes. At den Digter, af hvem jeg selv altid har følt mig stærkest tiltrukken, Jaroslav Vrchlicky, er den fyldigst repræsenterede; har tillige sin naturlige Aarsag i, at han maa regnes for Czechernes ypperste Digter i forrige Aarhundrede.
Da jeg ikke er enig med dem, der mene, at man ved Oversættelser af fremmede Digte for enhver Pris bør holde sig til Originalens Versemaal, har jeg taget mig metriske Friheder, hvor dette forekom mig nødvendigt, om ellers Gjendigtningen skulde blive paa engang tro overfor Indholdet og frisk i Formen. Naar saaledes af Čelakovský’s to Digte det ene forekom mig i Slægt med Christian Winthers Romancer og det andet mindede mig om en af Fritz Jürgensens Pennetegninger, tør jeg ikke sige mig fri for at have betonet dette under Gjendigtningen. Hvor derimod Originalens Metrum i mine Øjne var uadskillelig knyttet til Digtets Grundtanke eller Farvetone, har jeg ikke villet fravige det, selv om det egnede sig mindre godt til dansk Overførelse. Det er saaledes Tilfældet med Anapæsterne i Adam Mickiewicz’s »Paa Lur«, hvis jagende, stakaandede Rhythme netop frembringer Virkningen. Hvor nær jeg kan holde mig til Originalen, hvilket Thor Lange ogsaa fremhævede med Udtrykket, at jeg havde den lydige Form i min Magt, kan den, der behersker det czechiske Sprog, dømme om ved f. Ex. at sammenholde min Oversættelse af Jaroslav Vrchlickýs »Henrik Ibsen« med Originalen, som i Anledning af Ibsens 70 Aars Fødselsdag i Marts 1898 offentliggjordes i det illustrerede Tidsskrift »Zlatá Praha«.
Gjendigtningerne fra andre Literaturer har et mere tilfældigt Præg. Da min Fader, Redaktør P. V. Grove, i 1881 oversatte Walter Scotts »Ivanhoe«, bad han mig om at tage mig af Romanens Vers, baade de indflettede Digte og Citaterne over de enkelte Kapitler. »Barfodmunken« er en Prøve paa min Løsning af denne Opgave. Til Digtet »Det dæmrer!« af den ungarske Digter Karl Szász har Professor Otto Malling komponeret Musik uden dengang at ane, hvem Oversættelsen skyldtes. Efter hvad han senere har fortalt mig, blev Digtet sendt ham, medens han var i Udlandet, af en eller anden, som fandt, at det i min Gjengivelse egnede sig til at sættes i Musik. Den spanske Digter Becquers »Svalerne« har vistnok ogsaa A. Richter oversat; men, om jeg mindes ret, saae min Oversættelse først Lyset. Normands Digt »Monte Carlo« oversatte jeg til »Illustreret Tidende« engang, da dette Ugeblad skulde bringe et Angreb paa Spillehelvedet som Led i en Kjæde af lignende Angreb i andre illustrerede Blade rundtom i Europa. Monte Carlo lod sig desværre næppe anfægte deraf. En anden Gang foreslog Redaktøren af »Illustreret Tidende« mig at oversætte den franske Sonetmester Soulary’s »Les deux cortéges«. Jeg sendte ham ikke ret mange Dage efter min Oversættelse tillige med en Oversættelse af en anden Sonet af Soulary, »Ærgjerrige Drømme«; men uden nærmere Aftale arrangerede Bladet saa en Oversættelsesopgave paa de to Sonetter og trykte mine Gjengivelser sammen med forskjellige Konkurrenters Forsøg, hvilket jeg unægtelig ikke fandt ganske korrekt. Da jeg syv Aar senere deltog i en Fængselscongres i Paris og under en Samtale med franske Journalister ved en af Festerne kom til at nævne, at jeg havde oversat disse Sonetter paa Dansk, forsikrede de mig, at det maatte være en næsten uløselig Opgave, noget i Retning af Cirklens Quadratur, og ødslede med skjønne, klingende, franske Complimenter til mit literære Mod. Det trøstede jo noget, og derfor har jeg ogsaa taget de to Sonetter med i Digtsamlingen, uagtet det ikke er under Feststemningen ved en Congresmiddag eller i en Kreds af galante Udlændinge, min Bog nu skal staa sin Prøve.
JOHAN GROVE.