Den lyse Maj var kommen, og Knopperne sprang ud,
På Vange bredte Våren et blomsterbroget Skrud,
På Skovens Søjler ranke var Løvets Hvælving lagt,
Det varme Solskin spilled i den lysegrønne Pragt.
Men bag de spæde Blade det lød i Mol og Dur
Fra tusind Røster glade i den vågnende Natur,
Og gennem Skoven bruste en Elskovsmelodi,
Thi alle de små Fugle var fløjet ud at fri.
Og da så Vinden lufted så blidelig fra Vest,
Slet ingen vilde vente med at holde Bryllupsfest,
Og alle var de glade, thi ingen fik et Nej,
Og alle bygged Rede i den friske, varme Maj.
Thi Skovens lille Sanger, den er så fuld af Tro,
Og uden Næringssorger den trøstigt sætter Bo,
Den ser jo Rosen rødme og Bøgen springe ud;
Hvi skulde den da glemmes af den gode, milde Gud.
I fatted’ vist de Toner fra Skovens Fuglekor,
I fatted vist det dybe, det milde Alvorsord:
At han som Fuglen føder og klæder Liljen skøn,
Vil venligt låne Øre til Hjertets stille Bøn.
Thi medens endnu Festen i Skovens Haller stod,
Mod Kirkens høje Buer I vendte Eders Fod,
Og medens gennem Skoven de glade Fugle sang,
I knælte ned for Alteret til Sang og Orgelklang. —
Nu har I vandret sammen i fem og tyve År,
Vist ikke altid syntes vor Jord en Rosengård,
Men dybt fra Hjertet stiger dog Takkebøn og Sang;
Thi I fandt favre Blomster på Livets Pilgrimsgang.
Nu stråler Jorden atter i Vårens rige Dragt,
På Skovens Søjler ranke er Løvets Hvælving lagt,
Og under Hvalvet klinger en Elskovsmelodi,
Men Mindets Sølverklokke sig blander blidt deri.
Så se Jer da tilbage til Festens Stund i Vår,
Nu Sølverglansen breder sig på det dunkle Hår;
Men hver en Sorg og Smerte og hver en skuffet Drøm
Sænk fra det fulde Hjerte i Glemsels dybe Strøm.
Og af de Bølger klare i lyse Minders Flod
Skal I et Bæger tømme og styrke Håbets Mod,
Og Kærlighedens Rose skal I bade i dens Dug,
Så Aftenrøden finder den som Morgenrøden smuk.
Gud signe Eder begge — min kære Fa’er og Mo’er,
Gud signe Eders Aften med Glædens Rosenflor,
Så Mindets Harper klinge det dejligste Farvel,
Når Himlens Klokker ringe i Livets sene Kvæld.
Ja gid at I må finde i Børneflokkens Krands
Et Glimt af Livets Morgen i Livets Aftenglands;
Gid I, som lagde Sæden, må se en gylden Høst
Af Kærlighedens Ranke, som sig slynger om vort Bryst.
Så svag som Strengelegen, der nynned denne Sang,
Er end vor Kraft og Evne, men den vokser vel en Gang,
Thi over Livets Tilje sig breder Håbets Blad,
Og ærlig er vor Vilje, og ærligt ment mit Kvad.