Jeg véd det godt, at jeg ikke er værd
At elskes af Dig, som har Lov til at vrage
Men aner Du, hvilket tveægget Sværd
Du lod i mit Hjerte tilbage?
Om Læben har jeg vel ofte et Smil
Derude i Vrimlen, men når jeg er ene,
Da ligner jeg Fuglen, som, ramt af en Pil,
Forbløder bag regntunge Grene.
Når Natten sænker sig tyst og blidt,
Og Du Dig vugger i Drømmens Glæder,
Jeg skjuler mit Hoved i Puden tidt
Med stille Smerte og græder.
Jeg skjuler mit Hoved og beder for Dig,
At Gud vil give Dig Fred og Lykke
Og lægge Solglands over Din Vej —
Lad mig så vandre i Skygge.