Graven i Busentofloden
(F. v. Platen.)
(F. v. Platen.)
Ved Busento, ved Cosenza, under Morbærlundens Kroner
Hører man i Nattens Stilhed dybe alvorsfulde Toner;
Stundom er det stolte Sange, stundom er det Suk og Klage,
Fra de dunkle Katarakter ruller dæmpet Svar tilbage.
Og på Bredden af Busento gør en Hær af ranke, blonde,
Våbenklædte Kæmpeskygger her ved Midnatstid sin Ronde.
Det er Goterne, som længes efter ham, den unge, fejre,
Alarik, hvis korte Levnet var en Række lang af Sejre.
Da ham, fjernt fra Hjemmet, Døden skilte fra de tapre Hære,
Her på Bredden af Busento vistes ham den sidste Ære. —
Her på Bredden af Busento klirred tusind blanke Spader
Og et vældigt Bækken danned Goterhærens Myriader.
Did de førte Strømmens Bølger ad de vældigbrudte Veje,
Og i Flodens tomme Kløfter redte de hans sidste Leje.
Og de sænked ham i Dybet højt til Hest med Hjelm og Glavind,
Ham, hvis Hæder selv i Døden kunde friste Fjendens Avind.
Og de dækked Jorden over, for at Flodens stolte Lilje
Kunde løfte sine Kroner over Gravens mørke Tilje.
Der var Stilhed over Hæren, Sorgens hellig tavse Stemning —
Hør! da klirred tusind Spader mod den nylig rejste Dæmning,
Hør! da lød en mægtig Brusen fra de brudte Voldes Rande:
Vældigt til det gamle Leje brød sig Vej Busentos Vande.
Hør! da sang et Kor af Kæmper: »Sov kun trygt i al Din Hæder,
Ingen Romers lumpne Gridskhed skal forstyrre disse Steder.«
Så de sang, og deres Drapa lød igen fra Hærens Følge —
Bær det langt Busentovove, lad fra Hav til Hav det bølge.