Naar i Høstens barske Vinde
Løvet segner Blad for Blad,
spirer dog et Haab herinde,
som gør Hjertet sjæleglad,
hvisker, at en Ven saa kær
lønlig, lønlig kommer nær.
Og i Stilhed man bereder
alt for denne kære Gæst,
paa de hemmeligste Steder
er der Travlhed til hans Fest,
flittigt flyver Naal og Traad,
Fa’er og Mo’er, de holder Raad.
Hvor der hviskes, vises, løbes,
og fra Køkkenet staar Duft,
Kager bages, Gaasen købes,
der staar Damp i Vintrens Luft.
Man maa ønske, hvad man vil —
bare Pengene slaar til.
Og saa hentes paa det sidste
Træet, frodigt, friskt og grønt,
og faar Lys paa alle Kviste,
Guld og Godt, og bli’er saa kønt.
Gemt det staar bag Laas og Slaa;
kan du Nøglehullet naa?
Ned ad Gaden, hvilken Stimen,
hastig hilses hver bekendt;
tys, nu lyder Klokkens Kimen,
trindt omkring der bliver tændt,
og af Kvældens dunkle Skjul
tusind Kærter funkle: Jul! —
Du er kommen, Vintertrøsten,
o, velkommen her igen!
Vi kan høre det paa Røsten,
du er Barnets bedste Ven.
Tænd din Fryd i Slot og Vraa,
gør os allesammen smaa!
Faa os alle til at lytte
til det kære, gamle Ord
om en fattig Stald og Hytte,
om en ung og yndig Mor,
om et Barn i Krybben lagt,
Himlens Fred i Jordens Dragt.