Vi hejse Flaget halvt paa Stang:
Vor gamle Drot er død,
og dæmpet runger Malmets Klang
fra tusind Klokkers Skød,
og vemodsfyldt i stille Savn
fra Mund til Mund gaar Kongens Navn,
og Stemmen bliver blød.
„En Mand, man kunde lide paa,
ja helt og fuldt en Mand,
en Hædersmand fra Top til Taa,
en Riddersmand var han,
en Mand, som gjorde Ret og Skjel
og vilde alle lige vel
og Lykke for vort Land,
en Mand, som stod i Kampens Brus
saa modig som i Fred
og værged for vor Moders Hus
med sønlig Kærlighed,
som delte med os lige Kaar,
vort Hjertes Haab, vort Hjertes Saar,
til Livets sidste Fjed,
en Mand, som elsked Hus og Hjem,
saa tro og uden Bram,
og elsked alt det bedste frem
og gav al Glimmer Skam,
en Mand, som ofte bygged Bro
fra dem, der græd, til dem, der lo,
og aldrig skifted Ham.
Nu skal den ranke Rytter ej
bestige mer’ sin Hest,
nu gik han stille Dødens Vej
som en beskeden Gæst,
ind til sin Hustru hjertenskær,
ind til den hele lyse Hær
ved Kongesønnens Fest.
Men Mindet, det skal stjernelyst
gaa frem fra Slægt til Slægt,
og ofte skal en Faders Røst
end minde Gut og Knægt:
„Min Søn, bliv du saa god en Mand
og bær din Byrde, tro som han
bar Kongekronens Vægt!”