Mens end et Barn paa Armen gynges,
og Kvinder tages ømt i Favn,
mens end der sukkes og der synges
og bedes i vor Frelsers Navn,
vi værge dig, forfulgt, forhadt,
vort gamle Sprog, vor dyre Skat.
Vi elske dig som selve Livet,
i dig vort Væsens Løndom bor;
af Gud i Himlen blev du givet,
i dig til Gud vi os betror.
O Gud i Himlen, vær os nær
og hjælp os være Gaven værd.
Slut Kreds I danske Mænd og Kvinder,
kom lille Pige, lille Pog,
staar Haand i Haand mod vore Fjender
og værn vort kære, gamle Sprog,
slut Kreds, staa fast trods Haan og Sorg:
„Vor Gud, han er saa fast en Borg.”