Ensom ovre paa Brinken
knejser Kirken, den hvide;
den er Hyrden, og Hjorden
er Byen langs Bakkens Side.
Den ligger i Mark og Enge,
hvor Bækkens blinkende Kæde
drager i Hedens Ansigt
et Smil af Hygge og Glæde.
Lidt Havre staar end i Stakke,
alt andet forlængst er inde;
mod Lyngens blomstrende Bakke
de gule Lupiner skinne.
Luften er klar og kølig,
vi nærmer os stærkt Oktober;
der glider en Sky i Vester,
den skinner som Guld og Zinober.
Tys, Aftenklokkerne ringe!
Harmonisk Tonerne bruse
over den brune Hede,
over de lave Huse.
„Guds Fred!” er Klokkernes Tale,
og Lærken kvidrer det samme,
„Guds Fred! I ensomme Dale,
som rødmer i Solens Flamme.”