En Tacet
paa en lun og solfyldt Plet
aabner Knoppen foraarsmodig,
og Violen skyder frodig.
Pebertræet, fint som faa,
staar og fryder sig i Solen,
blomsterfyldt fra Top til Taa.
Hist en Bellis, hvid og rød,
titter frem og er saa sød,
ej at tale om de smaa
Krokus, gule, hvide, blaa.
En Spiræa staar med Grønt,
og en Erika fornøjet
byder Bierne saa kønt
til en lille Velkomstdrik
efter alt, hvad de har døjet.
Hør blot — hør blot, hvor de summer
om de honningfyldte Kummer!
Som Profeter
kvidre alskens smaa Poeter,
Spurv og Stær og Lærken graa,
selv en Solsort, let paa Taa,
og de spaa:
„Nu bli’er Vintren Sortepeter!”
Ak, jeg vil saa gerne tro jer,
Blomster, Fugle, alle sammen,
tro den lyse Aabenbaring,
men jeg tør ej sige Amen.
Af Erfaring, ak Erfaring,
som har graanet mine Haar,
kender jeg den danske Vaar.
Medens allerbedst I spaar,
kommer atter Bussemanden,
raaber: „Er I fra Forstanden?”
spiller op til Vintervalsen,
til I staar i Sne til Halsen.
Ja, jeg ser paa dig Viol
i den varme Middagssol,
at du synes, jeg spaar ilde
og spaar slet;
ak, du lille,
ak, hvor gerne jeg dog vilde,
du fik Ret.