Der gaar en Sti i Skoven ind
langs snebelagte Graner;
den Sne, den faldt saa blød og lind
men standsed alle Baner.
Paa Stien er et Tæppe lagt
saa blødt som Dun af Svaner.
Jeg nænner ej at træde ned
de Dun saa fine, bløde;
jeg bliver her ved Skovens Led
og frydes ved den dybe Fred,
som lyser mig i Møde.
Jeg staar som ved en Løngangsport
ind til et Hjerte rent og stort
med Jomfrutanker hvide;
det er som Verden svinder bort,
i Sjælen bæver en Accord
af Toner — barneblide.