Fiskerens Stjerne
(1854).
(1854).
Hvor Klinten luder ned mod Strand,
der har en gammel Fiskermand
sin Hytte bygt ved Havet.
En Viv med trofast Vennesind
og fire Børn med Rosenkind
dem har han der begravet.
Og siden var hans Hytte tom,
og Vinter gik, og Sommer kom,
det Grønne som det Hvide.
Og Sommer gik, og Vinter kom;
men stedse var hans Hytte tom,
og lange Timer glide.
Han skuer fra sin mørke Vraa
ved Aftentid mod Himlens Blaae,
hvor klare Stjerner blinke.
Blandt Stjerner smaae ved Aftenskær
han valgte sig en Stjerne der —
den tyktes ham at vinke.
Den stod deroppe from og blid
og minded ham ved Aftentid
om længst forsvundne Dage.
Den blev hans Ven, den blev hans Viv
og fra sit lange Sorgens Liv
han har kun den tilbage.
Den stander ham saa trolig bi:
Den leder ham fra vilden Sti
og hjem til Hyttens Døre.
Den funkler over Bølgens Top —
jeg troer forsand, den vil ham op
til Himmerige føre.