Tys, tys!
Hører Du Vinden lee?
O, jeg kan tænke, min Due, den seer min Vee,
spotter min Kummer og blander Skrig med en Ugle,
rasler ved Kilden med Steen,
snoer sig om Blad og om Green,
vækker af søden Søvn smaa, bævende Fugle!
Tys, tys!
Hele Naturen leer.
Hele Naturen, Hjertelskte, vor Elskov seer,
veed og, Du solgtes for Guld til den rigeste Daare.
Græd ei, min elskede Ven,
Du har betalt ham igjen
tifoldigt Guld med Din dyre, funklende Taare!
Tys, tys!
Aander i Natten lee.
Klager i Latter, min Due, den dybe Vee?
Kan Du vel see paa mit Smiil, om Hjertet vil briste?
Mærked, min Lilie, Du nys,
mærker Du nu paa mit Kys,
mørker Du paa mit Farvel, det bliver det sidste?
Tys, tys!
Selv om saa Jorden brast,
stander vor Elskov, Hjertelskte, som Stjernen fast.
Hisset i Skyerne Jordens Grændse Du skuer!
Der vil jeg bygge min Bo,
bygge, min Due, for To
Elskovens Mødepaulun ved Ætherens Luer.