Ifald engang der kom en Gjest fra Fjældet
og sagde: Viis mig Eders Blomsterø,
det grønne Bøgetræ ved Bakkehældet
og Rosenbusken ved den stille Sø,
et Sted, hvor Nattergalen synger yndigt
i Sommernatten paa sin tavse Green,
og Sagn og gamle Sange klinge fyndigt
ved Kæmpehøien med de mulne Been;
jeg vilde svare: Gak til Isefjorden;
der sidder Saga paa den favre Kyst
og sjunger om en Helteslægt i Norden
med Hellebarder og et pandsret Bryst.
Hun mindes Helge: Snekken gled i Voven
og kom fra Vikingtog, med Vimpel smykt,
og Kongen saae ved Morgenglands i Skoven
den nye Stad, som Hroar havde bygt.
Hun sidder ofte taageslørt og tæller
de blege Minder veemodsfuld, med Savn
ved Eskils Ø med sunkne Klosterceller
og Bispestaven knyttet til sit Navn,
ved Jægerspriis, hvor Mindet har sin Have;
thi hele Kysten er en Tankesnor
med Runestene paa de gamle Grave
og Sagn og Sange ved den dybe Fjord.
Her findes ingen Oldefader-Bjerge,
hvis hvide Tinder løfte sig med Trods,
og ingen Grube fuld af Sagn om Dverge
og ingen Graner ved en pidsket Fos.
Naturen her er mild; dens Tavshed vinker,
naar Bølgen sagte lægger sig til Ro,
og Nattergalen slaaer, og Stjernen blinker,
og Maanen bygger paa sin gyldne Bro.
I disse Skove var det værdt at drømme
ved Brombærbusken med sit Blik i Sky
og høre Lyden af de dybe Strømme
og Klokkeklangen fra den fjerne By
og lade Solen ned i Vester dale
og Skumring hæve sig fra Træets Nød
og Kvælden sine røde Roser male
og Aftenstjernen lyse for sin Fod.
Jeg bares over Sø paa Bølgens Drage
og drog forbi den løvbekrandste Kyst;
i Luften klang den halvforglemte Sage,
og Mindet talte med bevæget Røst,
og Sjælen jubled fuld af sød Beruusning,
og Himlens Fugle stemmed med i Chor,
og der kom Lyd i Bøgeskovens Suusning
til Priis og Ære for den danske Fjord.