Hvilken frisk og deilig Plaine, hvilke
fine Blomster med en løvrig Skærm!
Er det ikke, som en broget Sværm
Sommerfugle sad paa disse Stilke?
O, jeg nyder Lykkens bedste Gave,
naar jeg vandrer i min lille Have!
Hvor det bløde Græs om Linden bølger,
blaa Viol, Du voxer lavt i Skjul;
men i Træets Top den kloge Fugl
seer Dig godt, om end Du bly Dig dølger!
Stakkels Blomst, Du visner snart i Solen;
snart forstummer Sangen om Violen!
Røde Rose, Jordens hulde Datter
med det fine, dugbesprængte Blad!
Solen blinker i Dit Taarebad
og formæler Graad med Spøg og Latter.
Men om Stormen traf Dig paa sin Vandring,
hvilken brat og sørgelig Forandring!
Hvide Rose, som den unge Kvinde,
der blev Nonne ved sin Beilers Død,
lader Du Dit Aasyns milde Glød
bag et Slør af hvide Blade skinne.
Men Din Dust jeg føler til mig stige
som en Længsel efter Dødens Rige.
Hvide Lilie, fremfor Alt i Haven
Dig jeg søger, der af Muld er skudt
liig en Aand, som Dødens Kraft har brudt,
stegen frem før Dommedag af Graven,
og sit Blik nu glad, endskjøndt den bæver,
fromt i stille Bøn mod Lyset hæver!
Du, som bleg, med Stjernen i Dit Øie,
hvide Lilie paa min dunkle Vei,
ønsker blot, at jeg skal elske Dig
for mit Sind at drage mod det Høie,
Dig jeg søger, der i Jordens Dale
peger for min Sjæl mod Himlens Sale!