Uden Sang og sørgmodig
med Aag og med Spand
gaaer Pigen over Engen
til Brønden efter Vand.
Uden Sang og sørgmodig!
Nu staaer hun ved de mosbegroede Planker,
og Lænken rasler med den vante Larm,
men se, med Kinden støttet paa sin Arm,
hun synker hen, fortabt i sine Tanker,
og intet Lyn i Sjælens Nat vil klare,
og Ordets Klang vil ikke Tanken svare.
Taageskikkelser daare
det drømmende Blik,
og dumpt i Sjælen spilles
en toneløs Musik,
og hun grunder og lytter.
Hun ændser ikke meer, at Spanden synker
og knuser brat det sorte Speil med Støi,
at Fuglen skræmmet op af Reden fløi,
og Ungen bag de vaade Stene klynker.
Hun skuer indad, hun vil see sin Længsel
og Tankens Larver i det dunkle Fængsel.
Og hun grunder og glemmer,
af Drømme bespændt,
at hid til Vandets Køling
hun er med Aaget sendt.
Og hun grunder og glemmer!
Den travle gamle Moder tidt i Karmen
seer ned mod Brønden med sin Dør paa Klem;
men hendes Datter vender ikke hjem!
Da raaber hun tilsidst og løfter Armen:
„Var hun et Træ, hun duede dog til Brænde;
„Du Himlens Gud, skaf hendes Liv en Ende!”
Vee, det gjenlød, det grumme
Forbandelsens Ord!
Brat Pigen staaer, en Stamme
med Foden skjult af Jord
og med Blade som Lokker!
Hun staaer, en Ahorn med de bløde Stilke,
og Fugle flyve til dens Grene trygt;
hver Stilk med dobbelt Bladerad er smykt,
hvert Blad en Tunge skaaren som af Silke.
Den tætte Krone sig om Brønden hvælver,
og Foraarsvinden gjennem Løvet skjælver.
Tys, hvem kommer ad Stien
i dandsende Gang?
Hvem spotter den Forvandlede
med Jubel og med Sang,
med Fioler og Fløiter?
Det er to Spillemænd, de skal til Gilde,
til Brudefærd i næste Bondeby,
hvor Kirkespiret kneiser blankt i Sky.
Men nu den Ene holder op at spille:
„Kom,” raaber han og hen til Brønden triner
„her har vi Træ til nye Fioliner!”
Og de hugged og skare,
og Knivene bed,
og der faldt store Spaaner
af Ahorntræets Ved.
Og de hugged og skare!
Men Træet drypper Blod i store Draaber,
og Kniven stjælver i den travle Haand;
og se, den Ene med bevæget Aand,
af Rædsel greben, hen i Luften raaber:
„Vee, Træet Bolig til en Guddom laante;
og vi, som ikke Helligdommen skaante!”
Men i Grenene bæver
en klagende Røst,
og Sukke løfte Sorgen
i Træets haarde Bryst,
og der høres en Stemme!
Saa taler Træet: „Frygt I ei maae nære;
„thi der er ei Forløsning uden Blod,
„og dristig, trods den dunkelrøde Flod,
„I skulle Fløiter og Fioler skære,
„at hver en Drøm, som Nattens Vinge dølger,
„maa svømme frit i Luftens lyse Bølger.”
Og de skjælved, men skare,
som Træet befol.
Den Ene skar en Fløite,
den Anden en Fiol
af den blødende Stamme.
Og de gik ud og spilled, og det bæved
i Bjerget, saa de raae Metaller klang.
„Forløst, forløst,” de glade Røster sang,
som ud af Fløiten og Fiolen svæved,
og ømme, stærke, veemodsfulde, skarpe
klang nye Toner i Naturens Harpe.
Og de vandred, de Tvende,
og spilled med Lyst,
og skjulte Stemmer svared
i mangt et sorgfuldt Bryst
udi Verden saa vide.
Men da de kom til Pigens egen Hytte,
rev hendes Moder Vindvet op i Fart:
„O, skaan mig, kære Børn, jeg døer jo snart,
„men tving mig ei til dette Spil at lytte!
„O, skaan den Gamle; disse Toner klinge
„saa dybt, at mine Hjerteaarer springe!”