Der staaer mod Norden et Kæmpebjerg
bekjendt i mange gamle Skrifter;
det laaner Huus til den mørke Dverg,
der drager Malm af Stenens Rifter.
Men Pigen groer paa Bjerget som et Ax,
hun gjæter Køer, og hun røger Lax;
træder sin Rok,
knytter sin Lok
og kneiser som en ædel Svane.
Naar Gutten spiller paa sin Fiol
og alle Bygdens Piger sanker,
der dandses flinkt til den lyse Sol
paa stærke Been som Egeplanker.
Der dandses ud og ind den hele Nat,
for hver en Gut vil dandse med sin Skat.
Det er en Fryd! .
Hei, hvilken Lyd,
naar Gjenten klapper i sin Næve!
Og jeg vil drage til Norges Land
og mig en vakker Kærest hente.
Om hver Mø vil ha’e mig til Mand,
saa ta’er jeg dog en Sætergjente.
Jeg fæster med en Ring, som det er Skik,
en fager Pige med Violens Blik,
syngende Barm,
mælkehvid Arm,
der spænder Gutten som en Lænke.
En Skaal for hende, den hulde Mø,
hvis Billed speiles i min Tanke!
En Skaal for Fjældet med Fjord og Sø
og Brystet dækt med Mos og Ranke!
Lad Klippefuglen søge Vest og Øst,
den skal dog er paa nogen fremmed Kyst
glemme sin Vei:
Norge, din Mai
vil lokke hjem med Løv af Birke!