Monolog
(1893).
(1893).
Jeg vilde gerne dø, da jeg var ung;
jeg vilde svinge
mig lydløst bort herfra paa Tungsinds Vinge
og dale stille med mit Drømmeliv
i Glemsels Vande mellem Tang og Siv.
Slet ikke tung
mig syntes slig en Flugt, — da jeg var ung.
Dog, end i Verden sidder jeg som Gæst
og ser med Glæde
det Kuld, der nu ved Taflet tager Sæde,
en Ungdom, videlysten og rebelsk,
og med et Smil, der siger: »Lev og elsk
ved denne Fest!«
den, hvorved end jeg sidder glad som Gæst.
Ved Bordet faar jeg mig et lille Blund, —
da ser jeg glide
forbi mig Skikkelser fra fordums Tide:
en vinker, og jeg hilser glad og varm,
en anden vender jeg mig fra i Harm,
naar jeg en Stund
ved Gæstebudet faar et lille Blund.
Og naar jeg slumrer i min Lænestol
mod Aftentide,
der staar en gammel Kvinde ved min Side;
hun, der min Ungdom drev til nyttig Id,
hun smiler atter, klog og moderblid,
i Nedgangs-Sol,
alt mens jeg slumrer i min Lænestol.
Du kommer til mig, du, som ej er mer, —
som fik i Gave
at se paa Jorden som en Blomsterhave,
skønt de, som bo der, har saa mange Brøst
og ledes vild af Elskovsfuglens Røst.
O, Livet ler
i dine Øjnes Lys, som ej er mer!
Jeg sidder hos dig i den lyse Kvæld
paa Barneskammel,
du sidder hos mig, skrøbelig og gammel,
med Øjets Klarblink og med Hjertet stemt
for festligt Lag, for Venner og for Skæmt; —
saa godt og vel
vi sidde sammen i den lyse Kvæld.
En dejlig Time, naar jeg holder Hvil!
Der er et Møde
af dem, jeg elsked, levende som døde;
en glider frem, blaaøjet, mælkehvid,
med samme Blik som i vor Ungdomstid
og med et Smil,
der naar mit Hjerte, mens jeg holder Hvil.
Saa vaagner jeg, — men slumrer atter ind;
ved Bordet drøfte
de unge Livets Gaader, mens de løfte
dets gyldne Bæger til en tørstig Mund
og ved af ingen Beskhed paa dets Bund.
Hel glad i Sind
jeg lytter til en Stund — og slumrer ind.