Fred over Jorden
(1893).
(1893).
I.
Hellige Jul,
du Dag med matte Skimt af Solens Lue,
du Nat med Fakler tændt paa Himlens Bue
over et Leje redt med Lin, hvorunder
den blege Jord nu hviler sig og blunder!
Hellige Jul,
du fromme Fest, da Broder kender Broder!
Som Fugleunger i den samme Rede,
slængt ud paa Bølgen i et Uvejrs Vrede,
vi bruge Næb og Klo, saa Blodet ses,
for at faa Plads i Livets lyse Kreds,
og liden Broderaånd i Verden bor.
Men naar du ringer ind fra hundred Taarne,
vort Hjertes helligé Jul!
en Stund vi mindes, åt af samme Moder
er alle Slægter baarne,
at mod eet Maal i Fællig alle drive —
det Kuld af Adams Børn, som er i Live,
og det, som skal engang vort Fodspor træde.
Hellige Jul,
du fromme Fest, da Broder kender Broder!
Fred over Jord!
Paa Jorden Fred, blandt Menneskene Glæde!
II.
Hellige Jul,
Midnatsherold, der over Himmelborgen
løfter dit blege Blus for Vaarens Morgen!
End er det Vinter, Stjerneskær paa Sne!
Om vi skal Vaaren se,
de første Æbleblomster yndigrøde,
de første Blade paa den runkne Tjørn,
naar Engen damper, Mulden er i Grøde, —
om vi skal Vaaren se,
naar Luften fylder sig med Vellugtstrømme,
naar Kræfter spire, hele Livet gror,
og alle Længsler blive dobbelt ømme, —
det er en Løndom, det kan ingen vide.
Men, hellige Jul! ved dit Bord har vi Sæde,
ved Broderskabets Fest blandt Jordens Børn.
— Du Bud fra Lysets Lejre
til Ødemarken i det mørke Nord,
Evangelist, din Højtid vil vi fejre,
idet vi drømme glad Guldaldrens blide,
barnlige Foraarsdrømme
og se i Aanden Lysets sidste Sejre
med Fred paa Jord,
paa Jorden Fred, blandt Menneskene Glæde.