Ja, disse Formers trylleriske Daaren,
hvor hvert et Led er et poetisk hele
af rytmiskrene Versefødder baaren,
er formfuldendt, selv i de mindste Dele.
Her Poesiens Poesi forkynder,
at Lynet funklede i Digteraanden,
da disse æter-rene Rytme-Ynder
Du plastisk mejslede med Mesterhaanden.
Nu grant jeg føler, alt hvad frem jeg bringer,
er kun en fuskeragtig Efteraben,
at hver Akkord, der fra min Lyre klinger,
er kun det matte Ekko af Din Skaben.
Min Jambe ej som disse Fødder daarer,
Trokæen kurrer ej saa øm og kælen,
Alverdens Versemaal ej lokker Taarer
saa sandru fra det inderste af Sjælen.
Ja, Digt! Du kun er værd at blive gransket,
— Din Tækst, ak! finder man nu sjælden mere!
I Tidens Løb den bleven er forvansket,
— nu er det kun Kopier, vi studere.