Jeg har kæmpet og lidt for Hjærternes Sag,
jeg har ventet og ventet Befrielsens Dag.
Jeg har tro’t, paa Aartusinders blinde Famlen,
bli’r Facit vel næppe en Sammenramlen,
Jeg har tro’t paa Menneske-Aandens Sejr,
selv da Pesten rasede vildt i vor Lejr,
selv midt i den værste Kugleregn,
da intet røbede Sejrens Tegn,
selv paa Talen blandt sønderlemmede Døde
har jeg tro’t paa den gyldne Morgenrøde.
Det var Ungdomsbegejstringens Brusen, der lokked’
— Ald’ren bar Troens Kavkasus rokket!
Jeg har set for meget i Fugleperspektivet,
jeg har lært for meget at kende af Livet.
Jeg har sét, at de belligste Følelsers Baand
kun er knyttet af Egoismens beregnende Haand.
Ja, jeg bar sét, Egoismen er Livsparolen
— Hvem har Mod til at vente paa Nytidssolem?