Motto: Vivos voco.
Fulgura frango.
Saa, Kammerater, nu rask til Værket!
Af Had hvert Hammerslag bliver forstærket!
Grunden er raadden, smulret og blød,
— Sé nu jeg retter det første Stød!
Det regner og hagler med Splinter og Brokker,
det lugter og stinker som bare Pokker,
for Aarhundreders Last og korrumperte Liv
har den gamle Bygning været Arkiv.
Øverst, den fine og herskende Slægt.
der svælger i Rusen og Glæden,
den tynger og knuger med Centnervægt
paa de fattige Stakler, der bor underneden.
— De fattige Stakler, den pjaltede Trup,
der forhaanet og kuet maa tigge sig frem,
— den rige er rig kun i Kraft af dem,
han har vidst ved et snedigt Statsmandskup
at berøve dem alting, Rub og Stub,
at exploitere Naturens Ernærings-Kilde,
der skulde rinde for alle, aarle og silde.
Vi er alle legitime Børn af Naturen.
— Nu et kraftigt Stød mod Muren!
Det knager
og brager
og ryster og vakler,
det ryger
og fyger
i hvirvlende Hast!
Den sindrigste Bygmester gjorde Mirakler,
hvis han fik Murene til at staa fast:
ti vi til den vordende Slægts Betrygning,
giver vor strængeste Lovbefaling:
At denne snævre, befængte Bygning
ned skal brydes — uden Forhaling!
Lad de fine kun finde, det er vederstyggeligt,
for de bor saa dejlig i Ro og i Fred!
Vi véd nok, det er ikke meget opbyggeligt
at rive det traditionelle ned;
men ét er vort Løsen, og det hylder vi alle:
Før det ny kan knejse, det gamle maa falde!