Ja, det er evig og altid kun Hensyn,
stadige Hensyn, der dræber vort Jeg,
selv om vi søger at undgaa dets Gensyn,
saa véd det dog snedig at bane sig Vej.
„Kræfterne skulde vi lægge for Dagen,
„bane os Vej gennem Krat, gennem Tjørn,
„ofre os helt og boldent for Sagen — —
„— — Men man maa ta’ Hensyn til Kone og Børn!”
„Gærne vi vilde Jer vise Kuløren,
„at der er Ting, som vi ej synes om,
„Institutioner, der burde paa Døren — —
„— — Men man maa ta’ Hensyn til Publikums Dom!”
„Jeg er nu ærlig, oprigtig som nogen,
„hader at drive et falskeligt Spil
„— — Ja, men sé, der er nu Skattebogen —
„Den maa man da virk’lig ta’ Hensyn til!”
„Jeg finder, Humbug er Stats-Religionen.
„afskyr endog Kleresiets Krapyl; — —
„— — Men sé, i Kirke gaar Folk, der gi’r Tonen
„— — Man maa jo ta’ Hensyn for saadannes Skyld.”
„Vil man befri sig for Hensynets Lænker,
„kommer man stadig i Hensynskonflikt!
„Mangel paa Hensyn, det Hensynet krænker
— — Man maa jo ogsaa ta’ Hensyn til sligt!”
Hensyn! Du Enevældskonge paa Tronen,
under Dit Scepter er hver en Nation,
evig Du bære vil Purpur og Kronen;
for Du skal nok hindre al Revolution!
Og naar nu, Hensyn, jeg slutter med Digtet,
er det Dit Magtbud, der byder det: víd,
at jeg omsider mig føler forpligtet
at tage Hensyn — til Læserens Tid!