Vort Øre bliver, naar Elskovsdriften gryr,
lydbart som Falaris’ Kobbertyr:
dér de brandsvedne Ofres Jammershyl klangsom
pirrende Musik, som vellystig Sang.
— Vore Bønner, vore Suk, vor hulkende Stønnen
— Længslen, Attraaen, Graaden og Brynden,
de slaar mod den tilbedtes Trommehinde
som liflige Melodier, saa kælne og linde.
Men snart bli’r Tonerne forslidte, for ledsomtvamle,
— de maa synges af en ny — der synger det gamle.