Der stod to i den lyse Nat
Paa et Taarn, paa en Ø i Kattegat.
Hun bøjed sit lysende Hoved imod ham;
Han vented et Svar. Monstro hun forstod ham?
I den lyse Nat, paa den hvide Borg
Lod hun ham ane saa dyb en Sorg.
Da bliver hans Sind som en Sjælelæges,
Og hun en forpint, hvis Sind skal kvæges.
Han strøg med de dybeste Ord, han vidste,
For at Tungsindets Slør skulde lette og briste
Og flagre bort i den lyse Nat
Fra et Taarn paa en Ø i Kattegat.