Gispende som et saaret Dyr hun slæber
Sig mat henad den endeløse Vej;
Og hvert et Ord har Sørgebud til mig
Fra hendes bitre, unge Læber.
„Din Skyld er det, hvis jeg gaar fra Forstanden,”
Hulker hun saarende og stønner.
Mens jeg staar raadløs — led ved hendes Bønner —
Truer hun med at springe ud i Stranden.