Vi leved i Tid med ham; — nu er han død!
Hvorfor det pludselige, det højtids-køle
Gys gennem Sjælens Dybder? — Darwin død!
Hvad er det for en Svimmelhed, vi føle?
Er han for os det samme ej som før?
Var vi ej hidtil skilt’ ved Rum som nu
ved Tid? — hvad er vel dette, at han dør,
for os, at det kan fylde os med Gru?
Og dog vi drak de samme Aar som han
af Tidens stedse fyldte Bægerrand,
vor Dværgegætten og hans Kæmpetanker
blev rummet i det samme Dage-Spand.
Men dette Navn, der straaled sammenslynget
med Makrokosmens hellige Monogram,
var os for stort — vi glemte, at han leved
som vi, at Døden vented ogsaa ham.
Vi kunde kun som Aand med Aander mødes,
hans Røst kom til os som de store Dødes,
saa langvejsfra, — og dog igen saa nær,
at klart vi fatted, han var en af vore,
thi vor Tids Pulsslag banked i enhver
af disse Tanker, og vor tørre Aare
blev svulmefyldt af dem med Saft, der flød
skumfrisk fra Urlivs-Kildens evige Skød.
Vi var forkomne og kun halvt i Live,
frosne til Hjærteroden, muskelstive
af kunstig Kulde bag Gothikens Mur
og tykke Piller under Kirke-Hvælvet;
vi svøbte vore Pjalter tæt og skælved
af ætherisnende Træk, der udfrøs al
ungblodig Varme i de spekulative
Ordfilosofers luftige Søjlehal.
Men har vi ikke varmet vore Lemmer,
og fik vi ikke tøt vor valne Hud
ved den Naturild, som er nu slukt ud
i sine sidste askelagte Emmer,
hvorfra en Gnist, et Navn, har løsnet sig
og flammevinget, som en evig Stjærne,
kaster fra Fortids-Nattens Himmelfjærne
sin Ledestraale over Slægtens Vej.
