Fra Kirken.
1ste Halvkor.
Med Vaarens Løvkvist, silkefin,
et Fredsbud fløj med Vinge-Hvin
ud over Bølgemarken;
duelet
over Skummets Skvæt
det daled paa Kirke-Arken.
Saa malmtungt bølger Vaarens Vind, —
Dødsklokken! hør! den kimer ind
Te Deum mod det høje!
Ding, dang, —
hvilken sølvren Klang!
thi vor Fjende har lukket sit Øje.
Vor Fjende var din Fjende, Gud!
I Roden af din Plantnings Skud
sin Øxe-Æg han hamred;
dybt den skar,
og i Kronen har
det skælvet og sukket og jamret.
Han rydded Antikristens Vej!
den stolte Pande, bar den ej
som Stempel Dyrets Mærke?
Lov og Pris!
før din Hjords Forlis
har Dødsenglen fældet den Stærke.
2det Halvkor.
Tys, tys! raab ikke Sejr! — hvad fremmer
eders Ilterhed? — I glemmer
Gravens Hævd paa Ærefrygt.
Troens Vej
haster jo ej!
Larm ikke ved Tærsklen, nu sover han trygt.
Først Domsbasunen Søvnen ender;
læg den Sag i Herrens Hænder,
min er Hævnen, siger Gud.
Stille lad
eders Sejerskvad
hviske i Sjælen sin Jubel ud. —
Fra Kathedrene:
Nej, klag med os! — flæng eders Glæde
sønder som et Lin,
som Silke, som en Festdragts Klæde,
spild den bort som Vin!
Hvad! ser I ej en Dag til Ende?
Klag som vi,
for hans Liv er forbi,
og hans Død slaar os Vaabnet afhænde.
I vèd af Intet! — vi forstod ham.
Han fordunkled os.
I korsed jer, — vi kæmped mod ham,
og hans Aands Kolos
vi kunde ej en Tomme flytte.
Næppe har
han os undt et Svar
eller standset sit Fjed for at lytte.
Men vi kan ikke Freden taale;
af hans Ry vi fik
vor Farveglans, som Myg, der straale
større ved hvert Stik
af fremmed Blod; vi skrumpe sammen,
svides bort,
naar vi flagre kort
fra hans Ligbaal, lokked’ af Flammen.
Til Pantheon vor store Fjende
blev usaarlig bragt,
der flokkes Andagt om hans Minde
som en Æresvagt.
Vi tør ej røre ham: han bliver
kæmpestor,
og hans Usæd gror,
indtil tusinde Fold den giver.
Hans Skygge drukner os, og ingen,
ingen ser os nu;
mod Gravens Marmorskjold sprang Klingen
som et Glar itu.
Ak, ham, hvis Hoved knustes ikke,
ham, hvis Vej
vi fik standset ej,
kan i Hælen vi aldrig stikke. —
