Vi, der tæt ved Jorden svæve,
vuggede i stille Duft,
vi, der i den varme Luft
af besjælte Traade væve
bløde Farvers Harmoni
over Jordens Graanen; vi,
i hvem Naturen vaagner først
til de dunkle Drifters Tørst,
til Vellyst af de køle Safters
Stigen gennem Trævleskafters
lange Haarrør langsomt op
til den kronebredte Top,
hvor de gyldne, varme Straaler
samles ind i Blomsterskaaler
og i lune Strømme vælder
til de underlige Celler,
til Livets’ tyste Værksted hen —
vi hilse dig vor store Ven.
Du har elsket os; vort dulgte
Liv var kendt af dig, du fulgte,
hver Gang Sommerbrynden steg,
vor blomstersarte Elskovsleg,
let som Aftenbrisens Pust,
farvesvimmel, duftberust;
i dine stærke Nerver har
du ene anet, hvad det var,
der af Bevidsthedslivet naa’de
vore simple Celletraade.
Og hvor ofte har du ej,
naar Dyr og Mænd forfærded dig
med deres graadig-grumme Kamp,
fuld af Smerteshyl og Damp
af Blod og brede, dybe Vunder, —
naar de tusindfoldige Onder
martrede dit fromme Sind,
hvor andres Smerte bølged ind
som en giftig Samum-Vind
i Mimosakrattets Ly, —
hvor ofte vendte ikke sky
dit Blik sig da til os, hvis svage
Kamp er saarløs Væddestrid,
hvis Smerte selv er dunkel, blid,
som Vemods-Duft fra visne Dage.
Vi kom tidsnok til din Grav;
netop nu, da Solen gav
os det kendte Vandringstegn
og vi brød op fra Sydens Egn
til denne grødeknappe Jord
i dit taageklamme Nord; —
saa snart som vi fik Tæppet bredt
og virket ind med Annemoner,
før de brede Egekroner
var til Løvspringstid beredt’;
da med det Gamles Kobberrust
det friske Silkeløv sig blandte, —
da Kastanjen hvisked just,
at den strax var redebon
til udaf Knoppens lille Vante
nu at strække Bladets Haand, —
da dette Vaarens Fødsels-Nu
rundt om straaled, døde du,
og din tankeklare Aand
er bleven dunklere end vor;
thi den lukkes udenfor
Bevidsthedsgryet, aldrig mer
du føler, véd af intet, ser
ikke, at vi stille græder
med bitter Dug paa disse Steder,
hvor vor Aand, saa dæmringsfin,
spejlede sig klar i din.