Over Skovens visne Løv
Ligger Sneens hvide Støv.
Bag det halv nedfaldne Skuur
Staaer en Skytte taus paa Luur.
Rimen fra den svundne Nat
Ligger paa hans Vams og Hat.
Over Skovens aabne Plet
Flyver Ørnen stolt og let.
Kredser derpaa sagte, stum
Om det skovbekrandste Rum.
Skytten smiler, i en Fart
Ligger Bøssen ved hans Bart.
„Holdt, Herr Jæger, tæm Dit Mod,
„Sænk Din Bøsse, spar mit Blod.
„I det Træ, som støtter Dig
„Har jeg Børn, som savne mig.
„Har jeg Børn, som lide Nød,
„Hvis Dit Skud nu bli’er min Død.”
Hurtigt skifter Skytten Sind,
Bøssen synker fra hans Kind.
„Er det Dine, disse Børn,
„Saa vær fri, Du raske Ørn.
„Skille Barn og Moder ad.
„Det kan aldrig gjøre glad.
„Flyv til Reden kjækt og frit
„Dette Træ skal være Dit.”