Der boer en Mand i Maanen,
En underlig, vanskabt Een,
Han har et forskrækkeligt Hoved
Og han har slet ingen Been.
Hans Mund er saa stor, at en Kæmpe
Kan ligge derinde gjemt,
Men tale, det kan han ikke,
Og det maa dog være slemt.
Han stirrer de Nætter lange
Paa Stjernernes gyldne Skin,
Og stundom saa synes det næsten
Som Taarer fugted hans Kind.
Der boer en Mand i Maanen,
Han klæder den slet ikke godt,
Og dog kan man ei lade være
At længes mod ham saa smaat.