Til den sextenaarige Minna
(da jeg første Gang saae hende dandse.)
(da jeg første Gang saae hende dandse.)
Let i Rækken Minna svæver
Med sin Dandser Arm i Arm;
Navnløs Glæde giennembæver
Hendes aabne hulde Barm:
Rank, som Maiens Lilliestengel,
Skyldfrie, som en salig Aand,
Ja i alt en jordisk Engel
Kom hun fra Naturens Haand.
Men en trædsk, en slibrig Alder
Snart vil hilde Minnas Fod,
At kun ei min Skiønne falder,
Skiønhed sielden sikker stod;
Livets Vaar er fuld af Fare,
Riig paa Snarer uden Tal;
Hvo skal tage Minna vare
Giennem Sandsers Trylledal?
Snart maaskee vil Smigers Læbe
Aande Gift mod Minnas Fied;
Snart en lumsk Forræder stræbe,
At forstyrre hendes Fred.
Snart jo Dydens Røst kan døves
Under Glædens Bieldelyd;
Og min Skiønnes Hierte røves
Uskyld, Sundhed, Roe og Fryd.
Minna! o saa bøi dit Øre
Venlig til min Harpes Klang!
Ei for tidlig kan du høre
Sandheds Røst i Skaldens Sang;
Viid, at hist i Letsinds Rige
Kun omsonst man søger den:
Sandhed der sig frem maae snige
Uden Medhold, uden Ven. —
Ofte har din Sangers Øie
Giennemskuet Pigens Barm;
Fundet den som Vox at bøie,
Ja, for alle Glæder varm;
Ogsaa det er ingen Brøde,
Gud os jo til Fryd har skabt,
Hvo sin Fryd kan fra sig støde,
Ynk ham, Pige! som fortabt!
Kun at dig Fornuftens Stemme
Lede giennem Glædens Land;
Pige! kun at ei du glemme
Kiønnets Pligter, Værd og Stand:
At i Livets Vinterdage
Ei din Vaar maae angre dig,
Men at hines Hæld du smage
Minna! Glædens Alders liig.
Først og frem for alt, du Gode!
Vær beskeden, from og bly.
Stedse venlig, fro til Mode,
Luners Herredom du skye!
Øieblikke, beste Pige!
Grunde Støvets Vee og Vel;
Derfor aldrig blindt du hige
Efter hver en skinbar Held.
End en Varsel: troe ei heller
Puddret Junkers glatte Ord;
Hvad i Dag han dig fortæller
Han i Gaar en anden svoer;
Glimrende hans Smiger lader,
Trylled’ den kun ei saa kort!
O, thi let, som hans Pomader,
Smelter hvert hans Løfte bort!
End, naar Blodets Ild sig tænder,
Pige! under Dands og Larm;
Og i fulde Flammer brænder,
Luk dit Øre, hærd din Barm!
Viid, at under slig en Stierne
Pigen svag, som Røret, er;
Hører Smiger dobbelt gierne,
Er sin Afgrund dobbelt nær. —
Naar sin Straale Amor sender,
I din Barm — o tilgiv mig!
Ei din Sanger Elskov kiender,
Her han ei kan raade dig.
Dog, lad dig af Pragt ei blinde,
Ei af Ahner, Løvter, Guld;
Den, kun den dit Hierte vinde,
Som er Dyd og Retsind huld.
Dands nu, gode skyldfrie Pige!
Evig over Roser frem!
Og, naar disse Glæder vige,
Andre bedre følge dem!
Kun min Sang bevar i Minde
Hvert et Fied Du end skal gaae:
Skiønheds Eftermæler svinde,
Dydens evig skiønne staae!