I Glandsen af krystalne Kroner
Jeg tumled’ Salen op og ned;
I lette Bølger Strengens Toner
Omrulled’ mine snare Fjed.
En blid, uskyldig Dandserinde
Til dette Hjerte læned’ sig;
O! disse Øjeblikkes Minde
Saa sødt endnu fortrylle mig!
De trinde, lilliehvide Arme;
Den Mund til Kysse viet ind;
Det Rosenskjær, som Dandsens Varme,
Fremlokked’ paa den Skjønnes Kind;
Den Barm, som sig blufærdig gjemte
Bag Værnet af et kunstløst Flor;
O! alt min Sjel for hende stemte,
Mit Hjerte hendes Fane svor.
Dog, Natten veeg, paa Østens Himmel
Den purpurklare Dag oprandt;
Da skilte sig den glade Vrimmel,
Og, ak! med den min Skjønne svandt;
Uroligt banked’ nu mit Hjerte,
Jeg følte — hvad — jeg selv ej veed;
Ej var det Fryd, ej var det Smerte,
O Piger! var det Kjærlighed?
Naar Solen stiger, naar den daler,
Den Skjønne al min Tanke er;
I Drømme jeg med hende taler,
Som svæved’ hun mit Hjerte nær.
Hvor skal jeg hende atter finde?
O Piger! ved en Digters Tro!
Den bly, ukjendte Dandserinde
Har røvet mig mit Hjertes Ro.
Frankenau.