Monjourdans Afskedssang
til sin Kone
til sin Kone
Min Afskedstime nærmer sig,
Jeg snart i Dødens Arme segner;
Ej martre feige Længsler mig,
Og, for dens Vink jeg ikke blegner.
Jeg døer som trofast, ærlig Mand,
Men lader her en øm Veninde,
Omspændt af Qval, i Enkestand;
Jeg vel maa Døden bitter finde.
Ej meer mit brustne Øie skal
I Morgen ved dit Smiil sig fryde;
I Morgen Taarer uden Tal
Fra dine kielne Øine flyde:
Ja, livløs vorder denne Arm,
Som trykked’ tit en øm Veninde
Til denne elskovsfulde Barm;
Jeg vel maa Døden bitter finde.
Hvis ti Aars Hæld jeg skabte dig,
Giv Agt, at ej min Bygning falder!
Græd kun et Øieblik for mig,
Nyd Glæden i din fejre Alder!
Naar kun du faaer en anden Ven,
Og Livet for en øm Veninde
I Fred og Elskov glider hen,
Jeg ej skal Døden bitter finde.
Fra Dydens lyse Fæderland
Jeg ofte for din Seng skal træde,
En salig Drøm skal gaae foran,
Og overstraale dig med Glæde.
Naar kun den Skjønne Svanebarm
Hos en mod mig saa øm Veninde
Af Elskov atter svulmer varm;
Jeg ej skal Døden bitter finde.
Hvis Hugget, jeg i Morgen faaer,
Ej vil med Eet min Moder fælde;
Hvis Kummer, Keedsomhed, og Aar
Ej snart min Fader overvælde:
Forlad da ej det fromme Par,
Din Skiebne du til deres binde!
Du vorde dem, hvad jeg dem var,
Og end De Livet sødt vil finde.