Om Hiertet let, i Hu saa glad,
Min Aande frit jeg drager;
Ei længer mig den qvalme Stad
Med sine Dunster plager.
I Sandhed! den en Daare var,
Som først det randt i Sinde,
En Stad at bygge, hvilken Nar!
Og der sig slutte inde.
Der veed man ei af Majdags Færd,
Af Høst og Leegestuer,
Saa kiedsomt svinder Tiden der
Blant klafferlystne Fruer;
Man samles kun til Dands og Sang
Og Skuespil, og Gilde,
Og Giæstebud, der mangen Gang
Bekommer mangen ilde.
Og, deeles Tiden mellem Thee,
Og Vaas, og malte Blade,
Sligt kaldes, troer jeg, Assemblee,
Og sligt skal fornemt lade.
Nei! bedre, i Naturens Skiød
At nyde sine Dage,
For ved nødtørftigt dagligt Brød
Sin Lykke heel at smage.
Derfor jeg munter er og froe,
At Skiæbnen mig bestemte
Til, under landligt Tag at boe,
Og ei mit Tarv forglemme;
Her seer jeg hver en Morgenstund
Guds skiønne Soel at male
Den fierne tæt udsprungne Lund,
Og atter klar at dale;
Jeg daglig kan til Skoven gaae,
For frit, og uden Hinder
At høre Nattergalen slaae,
Og see, hvor Bækken rinder.
Og om jeg Søvn at gavne troer,
Jeg Sopha kan undvære;
Guds grønne, blomsterklædte Jord
Kan mig, som andre, bære;
Og om nu en og anden Gang
En langsom Time kommer,
Da jeg fordriver den med Sang
Om Ungdom, Roser, Sommer.
Sniig saa, mit Liv! dig stedse bort,
Jeg aldrig da skal klage,
At Jordens Fryd var mig for kort,
Ei ønske bedre Dage.