Fjernt mod Aftenhimlens
dybe Gyldenlød
tegnes Aasens Linie
fløjelssort og blød.
Nærmere fortones
Møllens Silhouet,
Skovens brede Kuppel
dunkel violet.
Hvidlig Damp fra Mosen,
Stien vaad af Dugg;
bagved Ellekrattet
Aaens sagte Kluk.
Puslen over Engen
som af Alfedans —
og uhørlig næsten
for den grove Sans
sarte skære Toners
sfæriske Musik.
Oven til en enlig
Stjærnes Sølverprik.